I takt med transformeringen af Kolding havnefront, gennemgik Pakhuset ligeså en transformation og istandsættelse af de tidligere lagerlokaler. Svane Shipping og Business Kolding så her muligheden for at skabe en platform for blandt andre eksisterende virksomheder, iværksættere, designere og rådgivere, der vil kunne drage nytte af vidensdeling, et socialt netværk og den centrale placering. Udover Svane Shipping og Business Kolding, kom Syddansk Universitet med i projektet, og har siden lejet sig ind i en stor del af Pakhusets lokaler. Dette samarbejde medfører, at studerende også får adgang til Pakhusets faciliteter og professionelle netværk. Med Pakhusets centrale placering, ligger huset i forlængelse af Syddansk Universitets uddannelsesfaciliteter og er dermed nemt tilgængeligt for studerende at drage nytte af. Pakhuset blev etableret med fokus på at skabe et nyt innovationsmiljø for Koldings erhvervsliv, hvor studerende og virksomheder kan mødes på tværs og drømme og hvor nye ideer kan opstå.